søndag den 18. oktober 2015

Spirit week og Homecoming

Nu er det efterhånden lang tid siden, at jeg har skrevet på bloggen. Det betyder dog ikke at der ikke sker en masse herovre, jeg har skam haft travlt. Jeg har fået nogle gode venner, det går godt med familien, og generelt har jeg ikke rigtig noget at klage over. Det går også meget godt i skolen, det er selvfølgelig en udfordring at alt er på engelsk, men det vidste jeg jo godt at det ville blive. Jeg har stadig nogle lange dage, og ikke meget tid til at slappe af men det er okay. Cross country sæsonen nærmer sig sin slutning, og det vil give mig mere tid, til nogle af de andre ting jeg gerne vil.

Denne uge var det Spirit week. Det er noget man har på skolen ugen op til Homecoming. Hver dag har så et tema, som man skal klæde sig efter. Det er virkelig sjovt hvor meget "school spirit" der er herovre, og alle de ting der er i skolen. Jeg prøvede at klæde mig efter dagens tema, men jeg må indrømme at ikke alle dage var lige vellykkede.

Mandag var Hat-day. Jeg havde en grøn glitter-hat (skolens grønne farve) på. Den kunne endda lyse, og den gav genskær på væggene, når jeg gik rundt på gangen.

Tirsdag var tuirist-tuesday. Til det havde jeg en hawaii skjorte, mit kamera om halsen og solbriller i panden.

Onsdag var Preppy/grungy. På billedet ses mig og Courtney, vi er begge preppy.


Torsdag var PJ-day. Jeg havde ikke lige en pyjamas så jeg tænkte at leggins og en t-shirt var det næst bedste. Og ja det er selvfølgelig en Seahawks t-shirt. 

Fredag var Blackout, hvilket bare betyder at man skal have sort tøj på. Jeg glemte fuldstændig at tage et billede, men jeg havde bare en sort t-shirt og sorte jeans på, så det var ikke så spændende alligevel.

Fredag aften var så skolens Homecoming fodboldkamp. Den skulle jeg selvfølgelig også se, så det var hvad jeg brugte min fredag aften på. Fodboldkampe er faktisk, hvad jeg bruger de fleste fredage på. I halvlegen kom alle Homecoming prinsesserne og dronningen kørende i dyre biler med deres krone på. Efter kampen var der så fyrværkeri. Heldigvis vandt vi kampen stort, så alle var glade. 
Her ses en af prinsesserne.


Lørdag var så Homecoming. Jeg havde været ude og købe en fin kjole, sko, smykker og hvad der ellers følger med. Jennifer ordnede mit hår og mine negle, og så var jeg ellers klar. Jeg tog afsted med en ven, og vi var så i en gruppe med nogle andre. Vi tog alle ud at spise først og så til dansen bagefter. Det hele var ligesom i filmene. Skolens gymnastiksal var fint pyntet, så det passede til temaet "A night in New York" og folk dansede, snakkede og bare gik lidt rundt. Jeg mødte en masse af mine venner til dansen,  og det var egentlig min ynglingsdel. Det at man møder folk man kender, og så bare snakker lidt og har det sjovt. Alt i alt var det en meget sjov oplevelse som man ligesom lidt skal prøve for at få den fulde amerikanske oplevelse.